Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Onkolog rådgiver bevidst ikke om behandling i det private

Selvom mange kræftpatienter har mulighed for at købe sig til behandling i det private eller i udlandet, er det ikke noget, onkolog Peter Meldgaard aktivt råder sine patienter til at gøre brug af. Han vil ikke være med til at øge uligheden i sundhed, lyder det.

Har du penge, kan du få, har du ingen, må du gå. Den velkendte strofe er blevet hverdag for mange onkologer, der må skuffe deres patienter med, at de har udtømt alle behandlingsmuligheder i det offentlige.

I flere tilfælde findes der nemlig andre effektive behandlinger, der ville kunne gavne kræftpatienter, men som ikke gives i det offentlige blandt andet med begrundelsen om, at det er for dyrt.

Dén situation sidder Peter Meldgaard, overlæge på Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, stadigt oftere i. Selvom han kender til målrettede behandlinger, der i kliniske studier har vist gode resultater, kan han ikke nødvendigvis tilbyde alle sine patienter dem, fordi de ikke er godkendt af Medicinrådet. 

Alligevel vælger han ikke at fortælle sine patienter om mulighederne, fortæller han.

”De har hverken gavn eller nytte af, at jeg fortæller dem, at jeg godt kunne tænke mig at give dem et bestemt stof, men at jeg ikke må. Jeg siger heller ikke, at de selv kan gå ud og betale for det. Det ville være uetisk,” siger Peter Meldgaard og forklarer, at han på den måde vil føle, at han vil være med til at øge ulighed i sundhed.

Ingen oplysning

Det er dog en svær situation, lyder det fra overlægen, som er blevet tiltagende urimelig i takt med, at der kommer flere målrettede behandlinger, som med stor sandsynlighed kan hjælpe den enkelte patient. 

Særligt, da uligheden ifølge Peter Meldgaard er taget til de seneste år i takt med, at Medicinrådet godkender færre behandlinger, mens stadig flere kræftpatienter betaler for behandlinger i det private eller i udlandet. 

Det ændrer dog ikke ved, at Peter Meldgaard af princip ikke aktivt fortæller sine patienter om de behandlinger, de måske kunne have gavn af, hvis de selv hev den store pengepung frem. 

”Jeg synes helt klart, den etiske vægtskål tynger ned på, at man ikke selv skal fortælle alle patienterne om, hvad de kunne have fået,” siger overlægen, der heller ikke mener, det er uproblematisk, når nogle familier uden de store ressourcer alligevel får skrabet de nødvendige penge sammen. 

Et etisk dilemma

Det oplevede Peter Meldgaard eksempelvis, da stoffet Lumykras (sotorasib) blev godkendt til behandling af lungekræft kort efter, at en af hans patienter selv havde betalt en kvart million for behandlingen.

”På den måde risikerer mange at gå fra hus og hjem, når de skal stampe så mange penge, de ikke har, op ad jorden. Det giver et helt skævt sygdomsforløb, som jeg i hvert fald ikke skal være medvirkende til at bringe dem i,” siger han.

Peter Meldgaard medgiver, at der kan være et etisk dilemma i at sidde inde med en viden om, at der eksisterer muligheder, som potentielt kan redde eller forlænge et liv. Han er dog ikke tvivl om, at de patienter, der har ressourcerne til at betale for behandlingen selv, også finder frem til den uden hans hjælp. 

”Teoretisk set er det et dilemma, men min oplevelse er, at dem, der har råd, også er dem, der er velinformerede og ved, at der findes andre behandlinger,” siger han og fortæller, at hans patienter generelt sjældent spørger ham til hans viden om private behandlinger. 

Strider imod lægeløftet 

Selvom Peter Meldgaard ikke er i tvivl om, at det ikke er hans opgave at opfordre patienterne til privatbehandling, er han ikke fritaget for frustrationen over ikke at kunne tilbyde den behandling, han som læge vurderer vil være det bedste valg. 

I sådanne tilfælde burde det syvende princip være løsningen, men det fungerer ikke efter intentionen, mener Peter Meldgaard, der går så langt som at kalde det ”ikke-eksisterende,” idet han oplever, at stort set alle hans ansøgninger til lægemiddelkomitéen får afslag. Og det sætter lægerne i en klemme, der betyder, at de ikke kan leve op til deres lægeløfte, mener han.

”Vi er forpligtet til at give den bedste behandling uanset pris og hensyn til økonomi. Men det er jo ikke det, vi gør, hvis vi siger til folk, at de selv skal gå ud og betale en kvart million for deres behandling,” siger Peter Meldgaard, der derfor mener, at selve lægefagligheden er på spil, når der efterhånden lægges mere vægt på Medicinrådets behandlingsvejledning end på lægernes egne vurdering. 

Og det er et problem, der skal løses på et overordnet plan i stedet for at søge løsningen i patienternes bankkonti.

”Vi skal opfatte os selv som advokater for patienterne og være garanter for den bedst mulige behandling. Og hvis der er nogle urimeligheder, der gør, at vi ikke kan give dem den, så må vi råbe op,” siger han.  

Kultur

BØGER: Traumet har kæmpet sig frem i rampelyset. Men selvom vi derfor tror, at vi ved, hvad vi taler om, når vi taler om traumer, så gør vi det ikke. Det mener lektor i psykologi, Karen-Inge Karstoft, der blandt andet vil have os til at forstå, at vi ofte overvurderer omfanget af psykiske reaktioner hos dem, der oplever potentielt traumatiske begivenheder.

BØGER: Forfatteren blev læge, og lægen blev forfatter. Annette Ellegaard pendulerer mellem identiteter og skriver om mord og dramaer i den medicinalbranche, vi alle er viklet ind i.

FILM: Den spanske mesterinstruktør, Pedro Almodóvar, har lavet en stilfuld og elegant film om aktiv dødshjælp. Desværre bliver den først rigtigt medrivende meget sent.

FILM: ’We Live in Time’ er et parforholds- og kræftdrama, der berører seeren, selvom spillefilmen sin barske historie til trods også minder om et glansbillede. Det er ikke en overbevisende skildring af et sygdomsforløb, men den egner sig til en omgang hyggesørgen med lommetørklæder og popcorn.

KULTUR-TEMPERATUR: Afdelingslæge og psykiatri-formand Jacob Isøe Klærke hylder komikeren Roberto Benigninis komedie ’Livet er Smukt’.  ”Det er en meget anderledes måde at gå til Holocaust og krig på sammenlignet med de fleste andre film om emnet,” siger han om filmen.

BØGER: Overlæge Thomas Maria Melchior ved Hjertemedicinsk afdeling ved Sjællands Universitetshospital har begået en passioneret og imponerende grundig bog om, hvordan udenlandske søsterordener var bag opbygning og modernisering af sygehusvæsenet i Danmark i 1800- og 1900-tallet og dermed bidrog til fundamentet for den velfærdsstat, vi har i dag. 

BØGER: ´Madregler´ er en handy indgang til en madkultur, der er bedre for både den enkelte borger og vores udsatte klode. Bøger som denne vil dog næppe gøre en stor forskel for dem, der i forvejen har få midler og lever usundt.

PODCAST: Mennesker, som er blevet ramt af en tumor i hjernen, beretter ofte om kognitive udfordringer og manglende forståelse for deres sygdom. Podcastserien ´Hjernetumorliv´ fra Hjernetumorforeningen er et modigt og vellykket forsøg på at give omgivelserne indblik i de mange udfordringer, som de alt for ofte usynlige patienter må kæmpe med hjemme, på arbejdsmarkedet og i forhold til det kommunale sundhedssystem.

KULTUR-TEMPERATUR: Cheflæge Martin Schultz havde ikke set den komme. Men han er via sin 15-årige datter blevet draget af computerspillet ’The Last of Us’, der viser en verden i smukt forfald.

TV: Miniserien ´Dør far i morgen?´ på TV2 Nord er en sjælden fin, vemodig og livsbekræftende fortalt skildring af alt det, som er vigtigst i den sidste tid i livet for den unge kræftsyge far Kristian, og hans kone og deres tre mindreårige børn. Hver dag kommer døden tættere på, men ingen ved, hvornår den indtræffer, og hvordan finder man så den udholdelige balance mellem håb og virkelighed?