Onkolog rådgiver bevidst ikke om behandling i det private

Selvom mange kræftpatienter har mulighed for at købe sig til behandling i det private eller i udlandet, er det ikke noget, onkolog Peter Meldgaard aktivt råder sine patienter til at gøre brug af. Han vil ikke være med til at øge uligheden i sundhed, lyder det.

Har du penge, kan du få, har du ingen, må du gå. Den velkendte strofe er blevet hverdag for mange onkologer, der må skuffe deres patienter med, at de har udtømt alle behandlingsmuligheder i det offentlige.

I flere tilfælde findes der nemlig andre effektive behandlinger, der ville kunne gavne kræftpatienter, men som ikke gives i det offentlige blandt andet med begrundelsen om, at det er for dyrt.

Dén situation sidder Peter Meldgaard, overlæge på Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, stadigt oftere i. Selvom han kender til målrettede behandlinger, der i kliniske studier har vist gode resultater, kan han ikke nødvendigvis tilbyde alle sine patienter dem, fordi de ikke er godkendt af Medicinrådet. 

Alligevel vælger han ikke at fortælle sine patienter om mulighederne, fortæller han.

”De har hverken gavn eller nytte af, at jeg fortæller dem, at jeg godt kunne tænke mig at give dem et bestemt stof, men at jeg ikke må. Jeg siger heller ikke, at de selv kan gå ud og betale for det. Det ville være uetisk,” siger Peter Meldgaard og forklarer, at han på den måde vil føle, at han vil være med til at øge ulighed i sundhed.

Ingen oplysning

Det er dog en svær situation, lyder det fra overlægen, som er blevet tiltagende urimelig i takt med, at der kommer flere målrettede behandlinger, som med stor sandsynlighed kan hjælpe den enkelte patient. 

Særligt, da uligheden ifølge Peter Meldgaard er taget til de seneste år i takt med, at Medicinrådet godkender færre behandlinger, mens stadig flere kræftpatienter betaler for behandlinger i det private eller i udlandet. 

Det ændrer dog ikke ved, at Peter Meldgaard af princip ikke aktivt fortæller sine patienter om de behandlinger, de måske kunne have gavn af, hvis de selv hev den store pengepung frem. 

”Jeg synes helt klart, den etiske vægtskål tynger ned på, at man ikke selv skal fortælle alle patienterne om, hvad de kunne have fået,” siger overlægen, der heller ikke mener, det er uproblematisk, når nogle familier uden de store ressourcer alligevel får skrabet de nødvendige penge sammen. 

Et etisk dilemma

Det oplevede Peter Meldgaard eksempelvis, da stoffet Lumykras (sotorasib) blev godkendt til behandling af lungekræft kort efter, at en af hans patienter selv havde betalt en kvart million for behandlingen.

”På den måde risikerer mange at gå fra hus og hjem, når de skal stampe så mange penge, de ikke har, op ad jorden. Det giver et helt skævt sygdomsforløb, som jeg i hvert fald ikke skal være medvirkende til at bringe dem i,” siger han.

Peter Meldgaard medgiver, at der kan være et etisk dilemma i at sidde inde med en viden om, at der eksisterer muligheder, som potentielt kan redde eller forlænge et liv. Han er dog ikke tvivl om, at de patienter, der har ressourcerne til at betale for behandlingen selv, også finder frem til den uden hans hjælp. 

”Teoretisk set er det et dilemma, men min oplevelse er, at dem, der har råd, også er dem, der er velinformerede og ved, at der findes andre behandlinger,” siger han og fortæller, at hans patienter generelt sjældent spørger ham til hans viden om private behandlinger. 

Strider imod lægeløftet 

Selvom Peter Meldgaard ikke er i tvivl om, at det ikke er hans opgave at opfordre patienterne til privatbehandling, er han ikke fritaget for frustrationen over ikke at kunne tilbyde den behandling, han som læge vurderer vil være det bedste valg. 

I sådanne tilfælde burde det syvende princip være løsningen, men det fungerer ikke efter intentionen, mener Peter Meldgaard, der går så langt som at kalde det ”ikke-eksisterende,” idet han oplever, at stort set alle hans ansøgninger til lægemiddelkomitéen får afslag. Og det sætter lægerne i en klemme, der betyder, at de ikke kan leve op til deres lægeløfte, mener han.

”Vi er forpligtet til at give den bedste behandling uanset pris og hensyn til økonomi. Men det er jo ikke det, vi gør, hvis vi siger til folk, at de selv skal gå ud og betale en kvart million for deres behandling,” siger Peter Meldgaard, der derfor mener, at selve lægefagligheden er på spil, når der efterhånden lægges mere vægt på Medicinrådets behandlingsvejledning end på lægernes egne vurdering. 

Og det er et problem, der skal løses på et overordnet plan i stedet for at søge løsningen i patienternes bankkonti.

”Vi skal opfatte os selv som advokater for patienterne og være garanter for den bedst mulige behandling. Og hvis der er nogle urimeligheder, der gør, at vi ikke kan give dem den, så må vi råbe op,” siger han.