Nye data: Immunterapi ser ud til at øge risikoen for knoglebrud

Kræftpatienter behandlet med immunterapi har øget risiko for ​​større osteoporotiske knoglebrud, viser et nyt studie. Professor Inge Marie Svane mener dog, at man skal tage resultatet med et forbehold.

Det nye studie, som er publiceret i British Medical Journal Oncology, har undersøgt forekomsten af ​​større osteoporotiske frakturer (MOF) hos modermærkekræftpatienter behandlet med immun-checkpoint-hæmmere (ICI). 

Studiekohorten omfattede 3.137 patienter med en gennemsnitsalder på 68 år. 64 procent af patenterne var mænd, og alle havde modtaget ICI-behandling i perioden 2011-2022. Incidensrater af MOF før og efter ICI-initiering blev fastslået ved hjælp af International Classification of Diseases 9/ 10 diagnostiske koder.

Analysen viste, at 40 patienter (1,3 procent) havde en MOF i året før ICI-opstart. 57 patienter (1,8 procent) havde en MOF i det første år efter ICI-opstart, og 34 patienter (1,8 procent) havde en MOF i det andet år efter ICI-opstart. Hazard ratio (HR) for MOF over det første år efter versus året før den første ICI-dosis var 1,82 (95 procent CI 1,24 til 2,66), mens HR var 1,85 (95 procent CI 1,12 til 2,90) i løbet af det andet år. Tidligere fraktur, ældre alder, kvindeligt køn og kombinationsbehandling med ICI var forbundet med større risiko for MOF efter ICI-initiering, viste analysen. 

Binyrebarkhormon påvirker knoglerne

Forskerne bag studiet påpeger i baggrunden til studiet, at forstærket immunaktivering fra immunterapi teoretisk kan resultere i osteoklastaktivering, knogletab og fraktur. Slutteligt konkluderer de, at i betragtning af at der er en plausible biologisk mekanisme, kan osteoporose og osteoporotiske frakturer være en ny immunrelateret bivirkning ved ICI-behandling.

Professor Inge Marie Svane, der er leder af National Center for Cancer Immune Therapy (CCIT-DK) på Herlev Hospital, mener, at man skal læse studiets konklusion med en vis portion skepsis. 

”Man skal selvfølgelig altid tage denne slags retrospektive opgørelser med nogle forbehold. Her ser jeg blandt andet den mangelfulde information om binyrebarkhormon (glucocorticoid) under indlæggelse som en potentiel betydningsfuld confounder. Som jeg læser det, har de kun haft adgang til den receptudleverede prednisolon, og det er jo typisk de lave doser, der gives ud på den måde, mens de høje doser gives under indlæggelse,” siger Inge Marie Svane.

Hun fortsætter:

”Steroid (binyrebarkhormon) er hovedmidlet til at behandle bivirkninger udløst af immunterapien, og det kunne jo stemme meget godt overens med en særlig association mellem kombinations-immunterapi og frakturer, da man har en betydelig højere risiko for alvorlige bivirkninger og dermed behandling med høje doser binyrebarkhormon. Binyrebarkhormon har en velkendt dårlig effekt på knogler og øger risikoen for afkalkning og frakturer. Det, synes jeg, de går lidt let hen over i diskussionen.”

En anden pointe er, at studiet ikke umiddelbart kommer ind på en mulig måde at forebygge eventuelle knoglerelaterede bivirkninger, påpeger Inge Marie Svane. 

”Kunne det for eksempel være en pointe altid at give D-vitamin til disse patienter. Jeg kan ikke se, at de har kigget på dette,” siger hun.