Fine-partikler fra Københavns lufthavn undersøges for at være kræftfremkaldende blandt naboer
Miljøminister Magnus Heunicke har bedt Kræftens Bekæmpelse om at undersøge, om der er sundhedsmæssige konsekvenser af ultrafine partikler for borgere, der bor tæt på Københavns Lufthavn.
Nye målinger, foretaget af forskere fra Aarhus Universitet i foråret 2024, har vist forhøjede niveauer af ultrafine partikler i området omkring lufthavnen. Niveauerne er højst tæt på lufthavnen, hvor målingerne har vist, at lufthavnen står for cirka 55-75 procent af antallet af ultrafine partikler lige syd, vest og nord for lufthavnen. Men selv tre kilometer fra lufthavnen kunne man stadig måle ultrafine partikler fra lufthavnen.
WHO har endnu ikke fastsat grænseværdier eller retningslinjer for ultrafine partikler, men betragter dog døgnmiddel-niveauer over 10.000 partikler pr. cm³ som et højt niveau. Den grænse er overskredet ved alle målepunkter tæt på Københavns Lufthavn.
Ultrafine partikler udsendes direkte fra forbrændingskilder som vejtrafik, flytrafik og skibstrafik, og lufthavne er en særlig kilde til partiklerne.
Kræftens Bekæmpelse, med professor Mette Sørensen i spidsen, vil nu lave en registerundersøgelse for at belyse de mulige helbredseffekter af ultrafine partikler i boligområder nær lufthavnen.
"Ultrafine partikler fra lufthavne er potentielt sundhedsskadelige, men vores forståelse på området er stadig begrænset. Derfor er vi på Danish Cancer Institute og Kræftens Bekæmpelse glade for at begynde et studie, der skal undersøge, om beboere i nærheden af Københavns Lufthavn har en øget risiko for sygdom og dødelighed på grund af deres eksponering for ultrafine partikler. Forskningen er afgørende for de tusindvis af mennesker, der bor i lufthavnens nærhed, og som dagligt udsættes for disse partikler," siger Mette Sørensen i en kommentar på Linkedin.
Projektet har fået afsat to millioner kroner fra midlerne under det nationale Luftpartnerskab. Der vil blive nedsat en følgegruppe bestående af repræsentanter fra andre forskningsmiljøer med ekspertise i luftforurening og helbredseffekter. Resultaterne fra undersøgelsen forventes klar inden for to år.