Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Nordiske kræftforeninger: Politikere bør forebygge fedme og kræft med fem tiltag

Fem strukturelle ændringer bør implementeres for at forebygge overvægt og fedme blandt børn og dermed forekomsten af kræft i fremtiden. Sådan lød det fra de fem nordiske kræftforeninger, herunder Kræftens Bekæmpelse, på en international konference afholdt på Christiansborg. Forslagene mødte politisk opbakning.

På konferencen, der var arrangeret af de nordiske kræftforeninger, fremlagde foreningerne resultaterne fra deres nye fælles ’policy paper’. Foreningerne har i samarbejde gennemgået evidensen for, hvilke strukturelle og politiske tiltag, der fremmer en sundere livsstil blandt børn og unge. På den baggrund er foreningerne i fællesskab blevet enige om fem anbefalinger og opfordringer til de nordiske regeringer og politikere.  

Tendensen er den samme på tværs af Norden. Vi bliver tungere og tungere, og mere end halvdelen af danskere har nu overvægt, mens 19 procent af børn har overvægt ved udskoling. Overvægt i en ung alder vedbliver som regel ind i voksenalderen, hvilket øger risikoen for en række alvorlige sygdomme, heriblandt kræft, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdom. Derfor er der ræson i at forebygge overvægt blandt børn, sagde politisk ordfører og sundhedsordfører hos Moderaterne Monika Rubin (M). Hun introducerede konferencen med et oplæg, hvor hun fastslog, at der er et presserende behov for, at politikere tager ansvar nu.

”Det er en tendens i udviklingen, vi som politikere har et ansvar for at ændre, både for det enkelte individs skyld, men også for samfundet som helhed. De økonomiske og helbredsmæssige konsekvenser af udviklingen er enorme med produktionstab, omkostninger for sundhedsvæsenet og en skrumpende arbejdskraft,” sagde Monika Rubin. 

Hun uddybede med at sige, at tiden nu er til, at der sker større strukturelle ændringer.

”Når det kommer til forebyggelse, er der én ting, vi ved med sikkerhed. Det er, at de traditionelle individfokuserede tilgange ikke har vist sig succesfulde. De var nødvendige, men er ikke længere tilstrækkelige. Fedme er blevet et større problem, og vi ser en voksende social ulighed i, hvem der er påvirket af tendensen,” sagde hun og fortsatte:

”Derfor er det ikke længere nok at kigge på individets diæt og fysiske aktivitet. Vi må tænke på de strukturelle faktorer, der bidrager til dét, som nogle kalder for fødevare-miljøet. Det dækker over de bredere omgivelser, som børn og unge vokser op i, hvordan vores samfund, vores skoler, vores arbejdspladser, vores supermarkeder, alle spiller en rolle i udviklingen af helbredsudfordringerne.”

Skat og afmærkninger skal skræmme

Kræftforeningerne anbefaler, at der bliver gennemført tiltag, som både afholder børn fra usund kost og samtidig fremmer en aktiv livsstil med sund kost. Det skal ske ved at ændre lovgivningen og begrænse markedsføringen af usunde og kalorierige fødevarer til børn. Samt at der bliver gennemført finanspolitiske tiltag såsom fødevareskatter og afmærkninger på usunde madvarer, sådan som vi kender det fra tobak. Samtidig skal de sundere fødevalg blive billigere, og der skal lægges større vægt på tilgængelighed af sund mad og fysisk aktivitet i skolerne og andre offentlige institutioner.

I den boldgade har Monika Rubin sammen med Moderaterne tidligere stillet et forslag til, at der skal være skolemad i alle folkeskoler til 200 kroner om måneden, mens Socialistisk Folkeparti har foreslået gratis skolemad. Socialdemokratiet og Venstre har dog afvist at støtte forslagene indtil videre.

I Sverige og Finland har man kørt med gratis skolemad i nogle år. Den finske politiker, læge og præsident for World Heart Federation Pekka Puska, der var tilstede på konferencen, fortalte, at den finske befolkning har været glade for implementeringen af beskatning på usunde fødevarer, herunder sodavand og slik.

”Der er stor opbakning i offentligheden omkring de her tiltag,” sagde han og roste kræftforeningernes nye anbefalinger.

Kræftforeningernes fem anbefalinger

1.     Finanspolitiske tiltag, der øger økonomisk mulighed for sundere madvalg og sikrer reduceret salg, køb og forbrug af usunde føde- og drikkevarer.

2.     Obligatoriske markedsføringspolitikker, der begrænser den skadelige og skjulte markedsføring af usunde føde- og drikkevarer, som børn udsættes for, ved at udvide de nuværende utilstrækkelige medie- og markedsføringslove.

3.     Obligatorisk ernæringsmærkning på forsiden af alle færdigpakkede føde- og drikkevarer for at skabe et fødevaremiljø, hvor den enkelte forbruger kan træffe informerede valg.

4.     Skolepolitikker, der både fremmer sunde kostvaner og fysisk aktivitet blandt skolebørn i løbet af skoledagen, og som samtidig sikrer, at det omgivende byggede miljø understøtter dette.

5.     Yderligere forebyggelsespolitikker, der fremmer og forbedrer tilgængeligheden, adgangen til og økonomisk mulighed for sunde kostvaner og fysisk aktivitet i alle offentlige institutioner og i alle stadier af barndommen.

Bagom anbefalingerne

De fem politiske anbefalinger er en del af projektet ’Common Actions for the Prevention of Overweight and Obesity among Children. Projektet er et samarbejde mellem de nordiske kræftforeninger i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island og er finansieret af Nordisk Cancer Union (NCU).

Siden 2022 har projektgruppen arbejdet på en systematisk gennemgang af videnskabelig og grå litteratur på området, hvor resultater fra eksisterende forebyggelsespolitikker er blevet analyseret. De politiske anbefalinger er således evidensbaserede og bygger både på indsigter fra denne gennemgang og på viden og erfaringer fra en række lande og sundhedsorganisationer.

For at understøtte anbefalingerne har projektgruppen gennemført en befolkningsundersøgelse blandt 5.008 borgere fra de fem lande og kortlagt holdninger til de fem anbefalinger.

Kultur

BØGER: Forfatteren blev læge, og lægen blev forfatter. Annette Ellegaard pendulerer mellem identiteter og skriver om mord og dramaer i den medicinalbranche, vi alle er viklet ind i.

FILM: Den spanske mesterinstruktør, Pedro Almodóvar, har lavet en stilfuld og elegant film om aktiv dødshjælp. Desværre bliver den først rigtigt medrivende meget sent.

FILM: ’We Live in Time’ er et parforholds- og kræftdrama, der berører seeren, selvom spillefilmen sin barske historie til trods også minder om et glansbillede. Det er ikke en overbevisende skildring af et sygdomsforløb, men den egner sig til en omgang hyggesørgen med lommetørklæder og popcorn.

KULTUR-TEMPERATUR: Afdelingslæge og psykiatri-formand Jacob Isøe Klærke hylder komikeren Roberto Benigninis komedie ’Livet er Smukt’.  ”Det er en meget anderledes måde at gå til Holocaust og krig på sammenlignet med de fleste andre film om emnet,” siger han om filmen.

BØGER: Overlæge Thomas Maria Melchior ved Hjertemedicinsk afdeling ved Sjællands Universitetshospital har begået en passioneret og imponerende grundig bog om, hvordan udenlandske søsterordener var bag opbygning og modernisering af sygehusvæsenet i Danmark i 1800- og 1900-tallet og dermed bidrog til fundamentet for den velfærdsstat, vi har i dag. 

BØGER: ´Madregler´ er en handy indgang til en madkultur, der er bedre for både den enkelte borger og vores udsatte klode. Bøger som denne vil dog næppe gøre en stor forskel for dem, der i forvejen har få midler og lever usundt.

PODCAST: Mennesker, som er blevet ramt af en tumor i hjernen, beretter ofte om kognitive udfordringer og manglende forståelse for deres sygdom. Podcastserien ´Hjernetumorliv´ fra Hjernetumorforeningen er et modigt og vellykket forsøg på at give omgivelserne indblik i de mange udfordringer, som de alt for ofte usynlige patienter må kæmpe med hjemme, på arbejdsmarkedet og i forhold til det kommunale sundhedssystem.

KULTUR-TEMPERATUR: Cheflæge Martin Schultz havde ikke set den komme. Men han er via sin 15-årige datter blevet draget af computerspillet ’The Last of Us’, der viser en verden i smukt forfald.

TV: Miniserien ´Dør far i morgen?´ på TV2 Nord er en sjælden fin, vemodig og livsbekræftende fortalt skildring af alt det, som er vigtigst i den sidste tid i livet for den unge kræftsyge far Kristian, og hans kone og deres tre mindreårige børn. Hver dag kommer døden tættere på, men ingen ved, hvornår den indtræffer, og hvordan finder man så den udholdelige balance mellem håb og virkelighed? 

BØGER: Kvinders hårtab er en kompleks udfordring, som selv de dygtigste læger kæmper med. Alligevel bliver kvinders klager ofte ignoreret i sundhedsvæsnet, understreger forfatteren bag ny bog. Bogen udforsker de mange aspekter af kvinders hårtab, og bogens advarsler mod mirakelkure og nemme løsninger, der markedsføres bredt, er tiltrængte og overbevisende.