Forskning i konventionel behandling kan få stor betydning

Flere studier på dette års ASCO-møde viser, at ændringer i den konventionelle måde at behandle kræftpatienter på kan forbedre behandlingen og f.eks. medføre færre bivirkninger.

Det kan lige så godt betale sig at bruge to kemoterapimidler frem for tre og at nøjes med kemoterapi frem for kemostrålebehandling. Det viser to studier, der blev præsenteret på dette års ASCO-møde. Studierne er eksempler på, at betydningsfulde ændringer i kræftbehandlingen ikke altid skal findes i ny medicin eller banebrydende teknologier.

”Det er en hyppig antagelse, at ny medicin er den bedste medicin. Studierne på ASCO viser, at sådan er det ikke altid. Nogle gange er en billigere tilgang til behandlingen bedre end at ibrugtage ny, dyr medicin. Man må overveje, om det altid er en ubetinget god ide at satse på det seneste nye, hvis man ved at holde sig til mere konventionelle metoder kan opnå det samme, men til lavere omkostninger,” siger professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen.

Et eksempel på et studie, som har beskæftiget sig med konventionelle metoder, er et randomiseret japansk fase III-studie, som har undersøgt, om man kan give patienter med avanceret endetarmskræft kemoterapi frem for kemoterapi i kombination med strålebehandling. De foreløbige resultater viser, at de to behandlinger er ligeværdige.

Studiet kan få den betydning, at patienter med avanceret endetarmskræft kan se frem til færre komplikationer, fordi de kan nøjes med kemoterapi, fortæller overlæge på Onkologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, Mette Yilmaz, som overværede præsentationen af studiet på ASCO-mødet.

”Studiet er præliminært, så på nuværende tidspunkt er det ikke muligt at vurdere, om der er forskel i overlevelse i behandlingsgrupperne, men studiet kan på længere sigt godt få betydning for fremtidig behandlingsstrategi for lokal avanceret rectum cancer, hvor der kan være alvorlige komplikationer efter langvarig kemostrålebehandling i forbindelse med operation. Desuden vil en systemisk behandling måske være mere hensigtsmæssigt i denne patientgruppe, hvor generaliseret tilbagefald af sygdom er det største problem og i mindre omfang lokalt tilbagefald,” siger Mette Yilmaz.

Forskning i ny medicin dominerer

Et andet, engelsk, randomiseret, fase III-studie har set på, om man kan give en mindre toksisk kemoterapi som før- og efterbehandling til patienter, som bliver opereret for kræft i mavesækken eller nederste del af spiserøret. Studiet viste, at man kunne nøjes med at give to kemoterapimidler frem for tre, som man gør i dag. Man kunne nøjes med at give midlerne cisplatin og capecitabine og undlade stoffet epirubicin, som er relativt toksisk og blandt andet får patienterne til at tabe håret. Det vil medføre, at patienterne får færre bivirkninger.

Resultatet kan give anledning til at ændre de nationale guidelines, mener Mette Yilmaz, som dog påpeger, at det er vigtigt at afvente den endelige publikation.

Selvom de nævnte studier, i en tid med stor fokus på stigende sundhedsudgifter, er kærkomne eksempler på, at den bedste behandling ikke nødvendigvis findes i ny medicin, tror sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen ikke som sådan, at den type forskning fremover kommer til at være i front, eftersom medicinalindustrien, som sponsorer størstedelen af forskningen, fortrinsvist vil fokusere på udviklingen af ny medicin.

”Medicinalindustrien vil først og fremmest satse på ny medicin, mens det vil være klinikerne i hverdagen, der interesserer sig for de undersøgelser, der f.eks. viser, at man ved at kombinere forskellige eksisterende behandlinger kan få stort set samme behandlingsmæssige resultat, men billigere. Det er næppe noget, medicinalindustrien går ind og sætter penge i, men det kan være noget de regionale forskningsfronter og lignende kan gå ind i,” siger Kjeld Møller Pedersen.

I rapporten ’Kortlægning af dansk lægemiddelforskning’ fra 2013, som er udarbejdet af DAMVAD på opdrag af Lægemiddelindustriforeningen (Lif) og i samarbejde med Danish Pharma Consortium fremgår det, at den private andel af lægemiddelforskning udgør 86 pct.

Syv pct. af universiteternes og 29 pct. af hospitalernes forsknings- og udviklingsudgifter går til lægemiddelforskning, og dermed udgør lægemiddelforskningen samlet set cirka en tiendedel af den offentlige forskning. Private fonde og virksomheder finansierer 31 pct. af universiteternes lægemiddelforskning.