Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Lægemiddelstyrelsen: Ny rapport afslutter sagen om HPV-vaccinen

Lægemiddelstyrelsen er netop færdig med at gennemgå speciallæge Jesper Mehlsens længeventede forskningsrapporter, der blev afleveret i foråret – fire år for sent. Resultaterne rejser ikke mistanke om yderligere bivirkninger ved HPV-vaccinen, oplyser styrelsen.

“Vi har kigget på det afleverede materiale og set på konklusionerne, som peger på, at der fra styrelsens side ikke er grund til at rejse signal om yderligere bivirkninger af HPV-vaccinen.”

Sådan siger Line Michan, der er Enhedschef for Lægemiddelovervågning i Lægemiddelstyrelsen, som har vurderet indholdet af forskningsrapporterne.

Hvad de afleverede delrapporter præcist indeholder, og om indholdet er udført i overensstemmelse med god forskningsetik, ønsker styrelsen ikke at kommentere. 

Speciallæge Jesper Mehlsen modtog i 2017 og 2018 i alt 3,55 millioner kroner til at udføre fire delprojekter til at undersøge eventuelle bivirkninger af HPV-vaccinen. Projektet skulle have været afsluttet i 2019, men tre år efter havde Lægemiddelstyrelsen endnu ikke modtaget de endelige resultater fra Jesper Mehlsen. 

Efter henvendelse fra Onkologisk Tidsskrift satte Lægemiddelstyrelsen en ny endelig frist, der hed den 31. januar 2023. I slutningen af februar 2023 modtog styrelsen så det endelige materiale, der dog tog længere tid end forventet at gennemgå.

Det sidste punktum er ikke sat

Line Michan understreger, at enheden kun har vurderet det faglige materiale, som ikke giver grund til bekymring om bivirkninger ved HPV-vaccinen.

“Vi har vurderet, om det Jesper Mehlsen har udført, er i overensstemmelse med protokollen, som der blev bevilliget forskningsmidler til. Der udestår fortsat nogle formelle afklaringer, men det er ikke noget, som vi vurderer, har betydning for konklusionen om, at materialet ikke viser grund til yderligere signaler,” siger hun og understreger, at enheden kun har vurderet det faglige materiale.

En aktindsigt viser, at Jesper Mehlsen har afleveret én samlet rapport på 32 sider, hvoraf ni sider er udtaget af hensyn til personlige patientoplysninger og upublicerede forskningsresultater. Rapporten er baseret på blodprøver og spørgeskema-svar fra omkring 640 patienter opdelt i to grupper af HPV-vaccinerede, der har symptomer eller ej. 

Resultaterne viser, at gruppen med symptomer er trætte og har tegn på autonom dysfunktion. Forskergruppen peger på, at symptomerne er på linje med neurologiske og inflammatoriske sygdomme, og mener derfor, at sammenhængen til HPV-vaccinen er plausibel. 

Jesper Mehlsen, der er på ferie, har fået mulighed for at kommentere artiklen, men er ikke vendt tilbage inden deadline.

Det kunne lyde som det sidste punktum i sagen, men sagen er ikke helt afsluttet endnu, da der mangler yderligere “formelle afklaringer”, oplyser styrelsen. Hvilke formaliteter der skal falde på plads, ønsker Lægemiddelstyrelsen dog ikke at uddybe, men fortæller at der er tale om mindre afklaringer, der ikke har noget med den faglige vurdering at gøre.

Vil ikke få konsekvenser

I 2022 lød det fra styrelsen, at overskridelsen af fristen var et brud på tilsagnskravene, men overskridelsen vil ikke få konsekvenser, lyder det i dag fra Lægemiddelstyrelsen.

“Vi accepterede, at Mehlsens forskningsprojekt var forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan med henblik på at få afsluttet projektet - og vi overvejer ikke konsekvenser som følge af den sidste forsinkelse med aflevering af den afsluttende rapport, da det efter vores opfattelse ikke er proportionalt,” skriver styrelsen i en mail. 

Onkologisk Tidsskrift har også spurgt Lægemiddelstyrelsen, hvad styrelsen fremover kan gøre for at undgå at stå i en lignende situation, hvor en forsker ikke overholder en aftale om at levere forskning støttet af offentlige midler, og hvor Lægemiddelstyrelsen er tovholder.

Line Michan forklarer, at de i styrelsen er opmærksomme på området, men at den pågældende sag ikke vil lede til konkrete ændringer.

“Vi er opmærksomme på området, og hvordan vi kan undgå at stå i en lignende sag fremover, men der er ikke noget i denne sag, vi ville gøre specifikt anderledes. Vi har forsøgt at være gode til at følge op, og det vil vi også være fremover,” siger hun. 

Onkologisk Tidsskrift: “Og det har I været gode nok til i denne her sag?”

“Det, synes jeg, vi har forsøgt, ja.”

Erfaringer fra sagen

En aktindsigt viser, at styrelsen på forskellige e-mailadresser har rykket Jesper Mehlsen for aflevering på mail i alt syv gange i 2022 og 2023.

Derudover oplyser styrelsen i en mail, at de vil evaluere erfaringerne fra sagen, men at der er en generel forventning om, at forskningsresultater, som styrelsen har bestilt, bliver leveret til tiden, men at de er klar over, at der kan opstå forhindringer.

“Det er således ikke usædvanligt, at et forskningsprojekt kan blive forsinket, og vi følger derfor løbende med i status på forskningsprojekter, hvor vi er tovholder,” skriver styrelsen i en mail.

Sagens tidslinje

Folketinget afsatte i 2016 syv millioner kroner fra SATS-puljen til forskning i potentielle bivirkninger ved HPV-vaccinen, hvor Jesper Mehlsen med Bispebjerg og Frederiksberg Hospital som økonomisk tovholder fik tilsagn til fire mio. kr. udbetalt som rater. 

Mehlsen endte dog kun med at bruge cirka 3,55 millioner kroner af bevillingen til sine fire delprojekter.

I 2018 stoppede Jesper Mehlsen som overlæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og åbnede en privatklinik, der  tilbyder behandling mod det, som han vurderer som bivirkninger til HPV-vaccinen. Jesper Mehlsen selv har tidligere afvist at have egen økonomisk interesse i at påvise bivirkningerne.

Professor Anders Hviid og overlæge Reimar Thomsen, der også modtog støtte, afleverede deres færdige resultater i 2019. Begge projekter konkluderede, at HPV-vaccinen ikke var forbundet med flere symptomer eller diagnoser.

I december 2019 udtalte Jesper Mehlsen på et formidlingsmøde, at resultaterne var på trapperne og vil komme i januar 2020. 

I 2022 sætter Lægemiddelstyrelsen en frist for aflevering til 31. januar 2023, hvor Jesper Mehlsen afleverer sin forskningsrapport i februar 2023, der dog tager længere tid end forventet at gennemgå.

Kultur

BØGER: Traumet har kæmpet sig frem i rampelyset. Men selvom vi derfor tror, at vi ved, hvad vi taler om, når vi taler om traumer, så gør vi det ikke. Det mener lektor i psykologi, Karen-Inge Karstoft, der blandt andet vil have os til at forstå, at vi ofte overvurderer omfanget af psykiske reaktioner hos dem, der oplever potentielt traumatiske begivenheder.

BØGER: Forfatteren blev læge, og lægen blev forfatter. Annette Ellegaard pendulerer mellem identiteter og skriver om mord og dramaer i den medicinalbranche, vi alle er viklet ind i.

FILM: Den spanske mesterinstruktør, Pedro Almodóvar, har lavet en stilfuld og elegant film om aktiv dødshjælp. Desværre bliver den først rigtigt medrivende meget sent.

FILM: ’We Live in Time’ er et parforholds- og kræftdrama, der berører seeren, selvom spillefilmen sin barske historie til trods også minder om et glansbillede. Det er ikke en overbevisende skildring af et sygdomsforløb, men den egner sig til en omgang hyggesørgen med lommetørklæder og popcorn.

KULTUR-TEMPERATUR: Afdelingslæge og psykiatri-formand Jacob Isøe Klærke hylder komikeren Roberto Benigninis komedie ’Livet er Smukt’.  ”Det er en meget anderledes måde at gå til Holocaust og krig på sammenlignet med de fleste andre film om emnet,” siger han om filmen.

BØGER: Overlæge Thomas Maria Melchior ved Hjertemedicinsk afdeling ved Sjællands Universitetshospital har begået en passioneret og imponerende grundig bog om, hvordan udenlandske søsterordener var bag opbygning og modernisering af sygehusvæsenet i Danmark i 1800- og 1900-tallet og dermed bidrog til fundamentet for den velfærdsstat, vi har i dag. 

BØGER: ´Madregler´ er en handy indgang til en madkultur, der er bedre for både den enkelte borger og vores udsatte klode. Bøger som denne vil dog næppe gøre en stor forskel for dem, der i forvejen har få midler og lever usundt.

PODCAST: Mennesker, som er blevet ramt af en tumor i hjernen, beretter ofte om kognitive udfordringer og manglende forståelse for deres sygdom. Podcastserien ´Hjernetumorliv´ fra Hjernetumorforeningen er et modigt og vellykket forsøg på at give omgivelserne indblik i de mange udfordringer, som de alt for ofte usynlige patienter må kæmpe med hjemme, på arbejdsmarkedet og i forhold til det kommunale sundhedssystem.

KULTUR-TEMPERATUR: Cheflæge Martin Schultz havde ikke set den komme. Men han er via sin 15-årige datter blevet draget af computerspillet ’The Last of Us’, der viser en verden i smukt forfald.

TV: Miniserien ´Dør far i morgen?´ på TV2 Nord er en sjælden fin, vemodig og livsbekræftende fortalt skildring af alt det, som er vigtigst i den sidste tid i livet for den unge kræftsyge far Kristian, og hans kone og deres tre mindreårige børn. Hver dag kommer døden tættere på, men ingen ved, hvornår den indtræffer, og hvordan finder man så den udholdelige balance mellem håb og virkelighed?