Aspirin sænker dødeligheden for tre kræftformer
Aspirin i tillæg til kræftbehandling reducerer metastatisk spredning og sænker dødeligheden med 15-20 procent.
Det viser et studie, som er publiceret i The BMJ.
Forskere søgte efter publicerede studier med patienter med kræft, som tog aspirin efter diagnosen. De fandt fem randomiserede forsøg og 42 observationsstudier, der opfyldte deres kriterier, herunder 16 omhandlende patienter med tyk- og endetarmskræft, 10 med brystkræft, og 10 med prostatakræft.
Samlet set var det at tage aspirin forbundet med en reduktion på 17 procent i dødeligheden af kræft på tværs af alle tre undersøgte kræfttyper.
Resultaterne fra 11 tyk- og endetarmskræftstudier viste en reduktion på 24 procent i kræftdødsfald hos mennesker, der var i behandling med lav dosis aspirin. Resultater fra fire brystkræftundersøgelser viste en reduktion på 13 procent i dødeligheden, mens der i otte studier med prostatakræft blev set en reduktion på 11 procent.
Forskerne fandt begrænsede data om aspirin effekt på metastatisk spredning, men en samlet analyse af to undersøgelser i brystkræft, to i prostatakræft og en i enten patienter med en af disse kræftformer eller tyk- og endetarmskræft viste en reduktion på 23 procent i den relative risiko for metastaser for de patienter, der tog aspirin.
Tidligere undersøgelser har vist, at fordelene ved aspirin i kræft kan begrænses til patienter, hvis kræft har mutationer i PIK3CA, HLA klasse I-antigen, eller overekspression af COX 2. Data om disse mutationer var begrænsede i nærværende studie, men fandt dog, at en mutation i PIK3CA var til stede i ca. 20 procent af patienterne, der indgik i undersøgelsen, og at dette syntes at forklare det meste af reduktion i dødeligheden tyktarmskræft forbundet med aspirin.
Forskerne bag undersøgelsen mener, at deres resultater viser behovet for randomiserede forsøg med aspirinbehandling i en række forskellige kræftformer.